Peter og Hanne Jørgensen

Et grønt åndehul midt i byen

Hanne og Peters tanker bag Kleins Have

Bag Kleins Have står Hanne og Peter Jørgensen – to mennesker med dybe rødder i både erhvervslivet og i Esbjerg. I 2022 solgte de deres fælles virksomhed Work Point A/S og efter begge at være trådt helt ud af virksomheden – og med mere tid og frihed – opstod ønsket om at engagere sig lokalt på en anden måde.

Projektet begyndte med købet af Peters barndomshjem på Spangsbjerg Kirkevej. Huset trængte til en kærlig hånd, og planen var i første omgang blot at sætte det i stand. Men undervejs opstod muligheden for at tænke større – og lidt efter lidt voksede idéen om et samlet boligprojekt frem. Området, der tidligere havde været præget af erhvervsbygninger, rummede potentialet for at skabe noget grønt og værdifuldt for byen.

Langtidsholdbare hjem med plads til hverdagsliv

For parret er ambitionen med Kleins Have helt klar: At skabe boliger med langtidsholdbarhed – i både materialer og udtryk – hvor beboerne har lyst til at blive boende i årevis. Der bygges 14 dobbelthuse i to plan, hver på 130 kvadratmeter. Husene opføres i mursten og træ og gennemgående kvalitetsmaterialer og udstyres med egen terrasse og fællesparkering. Biodiversitet, stisystemer og grønne uderum får en central plads i bebyggelsen.

Kleins Have er skabt til dem, der ønsker at bo godt og grønt – uden at eje og uden at gå på kompromis med kvaliteten – men stadig vil være tæt på byens liv. Her får man et hjem med plads, privatliv og grønne omgivelser.

Et projekt med omtanke

For Hanne og Peter handler Kleins Have om at skabe noget, de selv ville værdsætte som lejere: Et sted, hvor man har lyst til at blive. Et trygt boligmiljø med omtanke for både dem, der bor her – og det sted, de bor i.